Til DAFKO tilknyttede ph.d. studerende.
Orientering om DAFKOs fremtidige status og ph.d. uddannelsen i onkologi.
Ved årsskiftet udløb den hidtidige bevilling for DAFKO og dermed er den direkte støtte til forskerskolen ophørt. Dog vil det planlagte kursus i klinisk cancerforskning (Aarhus/Odense) blive afholdt i foråret 2011 (uge 11 - er åben for tilmelding), da der er tale om en udsat aktivitet, der allerede var på budgettet for 2010. Deltagelse i dette kursus sker derfor på samme vilkår, som tidligere.
Fremover vil ph.d.-uddannelsen i onkologi være underlagt de respektive sundhedsvidenskabelige fakulteter ved KU, SDU og AU. Der er ved alle fakulteterne, som et led i den nye ph.d.-uddannelsesstruktur, oprettet et forskeruddannelsesprogram indenfor onkologi, der vil være ansvarlig for ph.d.-uddannelsen for de forskere der er indskrevet ved de respektive fakulteter. Lederne af disse forskeruddannelsesrammer er henholdsvis Inge Marie Svane (KU), Jesper Grau Eriksen (SDU) og Jens Overgaard (AU).
Finansieringen af kursusaktiviteter o.l. vil fremover være knyttet til disse forskeruddannelsesprogrammer i stedet for den hidtidige finansiering, der i væsentligt omfang har været dirigeret gennem nationale forskerskolebevillinger (så som DAFKO). Det betyder, at ph.d.-studerende fremover henvises til deres respektive fakultets kursusprogram.
Der er imidlertid åbnet mulighed for, at knytte disse forskeruddannelseprogrammer (helt eller delvist) sammen i et netværk. Foreløbig har SDU og AU planlagt, at deres ph.d.-uddannelse i onkologi vil foregå på en sådan måde. DAKFO vil derfor føres videre som en paraplyorganisation og netværk for forskeruddannelsen i onkologi ved SDU og AU, og indtil videre vil den onkologiorienterede kursusaktivitet ved disse to institutioner som hidtil blive udbudt af DAFKO (men finansieret gennem fakulteternes kursusbidrag).
Forskeruddannelsesprogrammet i onkologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er endnu ikke en del af dette netværk, og vil derfor indtil videre finansiere og udbyde egne kurser for de tilknyttede ph.d.-studerende. Således er der for ph.d. studerende ved KU planlagt et kursus i klinisk cancerforskning i juni 2011.
Hvis der fortsat er nogle uklare problemer vedrørende jeres forskeruddannelse bedes I tage kontakt til (lederen af) forskeruddannelsesprogrammet i onkologi ved det fakultet som I er indskrevet under. Studerende tilknyttet AU og SDU kan dog fortsat også henvende sig til DAFKOs sekretariat som tidligere, ligesom DAFKOs hjemmeside fortsat vil være aktiv og vil blive opdateret med de relevante links til relevant onkologisk kursus aktiviteter ved alle fakulteter.
Mange hilsner
Jens Overgaard.